Virkelig flot og indbydende feriehus på den smukke ø Aspö i Blekinges skærgård. Der er gratis færgeforbindelse fra Karlskrona med afgange næsten døgnet rundt. Efter en uge på denne skønne ø med dens naturskønne omgivelser, gode fiskemuligheder (fiskeri i havet er gratis) og afslappende atmosfære, kan du vende hjem med fornyet energi. Elforbrug er inkluderet i lejeprisen.
Der er kun en kort færgetur til den hyggelige by Karlskrona, hvor der findes gode indkøbsmuligheder. Huset er opført i 2011 og fremstår velindrettet og velholdt.
Huset har plads til op til 10 personer, hvis man ønsker at sove to personer sammen i hver af de fire senge, som alle er 120 cm brede. Derudover findes en sovesofa på 120 cm, hvor ejeren også tillader, at to personer sover sammen. Sovesofaen er placeret i stueplan, mens de øvrige senge findes på førstesalen. To af sengene står på det store åbne repos over trappen, og de to andre er placeret i det tilstødende værelse. Der er tv med svenske kanaler.
Køkkenet er veludstyret med blandt andet køle-/fryseskab, mikroovn og opvaskemaskine. Badeværelset er indrettet med toilet, bruser, vaskemaskine og tørretumbler.