Tæt på Thissinghuse havn ligger dette hus i rolige omgivelser, så hvis man ønsker fred og ro er det et godt valg. Der er kun 700m til stranden. Huset rummer 3 værelser. 1 med dobbeltseng, og 2 med 2 senge. Dejlig ugenert have. Huset er løbende renoveret med bl.a. nyt badeværelse. Maks. 1 hund må medbringes.
Nykøbing er øens hovedstad og her finder du bl.a. Dueholm Kloster, lokalhistorisk museum der fortæller morsingboernes historie. Du finder også Dansk Støberimuseum, der udstiller de gamle Morsø brændeovne og komfurer. Gågaden binder byen sammen med havnen, hvor der er liv hele sommeren. Her kan du opleve at solen spilles ned, hver aften kl. 21 ved lystbådehavnen. Det er også i Nykøbing at Morsø Golfklub har deres flotte 18 hullers bane. Huset ligger tæt på Thissinghuse, hvor der er en dejlig lille lystbådehavn og der er vandresti ved Thissinghuse sø, hvor der er et rigt fugleliv. I det naturskønne område Legind Bjerge er der afmærkede vandrestier og mountainbikebaner. Det er også i dette område at du finder Jesperhus Feriepark med blomster, legeland, svømmehal, camping og meget meget mere for hele familien.
På Nordmors finder du Fossil- og molermuseet der fortæller 55 millioner års historie gennem de mange fund der er gjort i moleret på Mors. Herfra er der en tidsvandrersti til landbrugsmuseet Skarregaard, hvor tiden er sat i stå i 1958. Her finder du også en flot naturlegeplads. Ejerslev havn ligger på den nordøstlige side af Mors og ved havnen er der en lagune, hvor molerskrænterne hæver sig højt og hvor det er tilladt at søge lykken som fossiljæger.
Salgjerhøj er øens højeste punkt og øens vartegn er Hanklit. Snyd ikke dig selv for en tur til toppen og nyd det imponerende skue ud over Thisted bredning og ind over det bakkede landskab.
Øen Mors rummer oplevelser til mange dage.